Nye regler for kapitalforvaltning i boligorganisationer

Nye regler for kapitalforvaltning i boligorganisation giver spændende investeringsmuligheder


Skrevet af Eva Marie Keemink

Fra d. 1. april 2023 har Social- og Boligstyrelsen indført nye regler om kapitalforvaltning i boligorganisationer. Det betyder, at almene boligorganisationer nu får mulighed for at investere op til 30 % af deres midler i aktiver baseret på køb af aktier, virksomhedsobligationer og andre finansielle instrumenter til afdækning af risici. 

Hidtil har almene boligorganisationer udelukkende måtte placere deres midler i stats- og realkreditobligationer eller som indestående på en bankkonto. De nye regler vil give spændende muligheder for potentielt øget afkast af boligorganisationernes midler. 

Midlerne kan enten placeres i UCITS eller investeringsfonde

Helt konkret giver Social- og Boligstyrelsen grønt lys til, at de op til 30 % af investeringens midler enten kan investeres i såkaldte UCITS (Undertakings for Collective Investments in Transferable Securities) eller i en forvaltningsordning gennem et pengeinstitut. 

Hvis boligorganisationen vælger selv at investere i UCITS, skal de følge en række fastsatte krav. Her gælder det f.eks. at midlerne skal placeres i UCITS med lave omkostninger, og de skal have en neutral eksponering på brancher og lande. Derudover skal de opfylde organisationens retningslinjer for bæredygtighed.

Nyt krav om investeringsstrategi

I samme ombæring er der indført krav om, at boligorganisationer skal udarbejde en konkret investeringsstrategi. Den skal indeholde deres retningslinjer for, hvordan de vil placere boligorganisationens og afdelingens midler. Strategien skal vedtages af boligorganisationens bestyrelse. 

Investeringsstrategien skal blandt andet indeholde en prognose for den fremtidige til- og afgang af midler i afdelingen, der skal omfatte mindst 20 år frem i tiden. Derudover skal der opstilles konkrete retningslinjer for investeringernes omkostninger, afkast og risiko samt bæredygtighed.

E-bog

Værd at vide om bæredygtig investering

Denne e-bog guider dig sikkert gennem ESG-junglen. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og modtag e-bogen.

Bog: Værd at vide om bæredygtig investering - vi guider dig gennem ESG-junglen

Landsbyggefonden øger tilsynet med boligorganisationernes kapitalforvaltning

I og med at reglerne for placering af boligorganisationernes midler bliver lempet, øger Landsbyggefonden tilsynet med kapitalforvaltningen i de almene boligorganisationer. Helt konkret betyder det, at Landsbyggefonden kan bede om at få boligorganisationens investeringsstrategi og herefter vurdere den i forhold til den enkelte organisation. Det skal være med til at sikre en fortsat tryg kapitalforvaltning i boligorganisationerne.

Du kan læse skrivelsen om ændringerne fra Social- og Boligstyrelsen her

Kontakt

Send os en besked

Rasmus Lund Madsen, Partner & Head of Client Relations, Hemonto