Som konsekvens af meget store fald i markedet, kan investeringsforeninger suspendere handlen. Det gør de for at sikre, at alle investorer behandles fair og lige, når der handles i foreningerne.
Her kan du blive klogere på, hvorfor investeringsforeningerne kan blive nødsaget til at suspendere handlen med deres investeringsbeviser, og hvordan det påvirker dig som investor.
Hvad betyder det, når investeringsforeningerne suspenderer handlen?
Først og fremmest skal vi have på plads, hvad det helt konkret betyder, at en investeringsforening suspenderer handlen.
- Det betyder, at det ikke er muligt at handle med en børsnoteret investeringsforenings investeringsbeviser på fondsbørsen.
- Det betyder også, at det ikke er muligt at foretage emissioner og indløsninger i forbindelse med ind- og udtrædelse i foreningerne.
Beslutningen træffes af den enkelte investeringsforening, og suspenderingen varer lige så længe, foreningen finder det nødvendigt. Som oftest varer suspenderingen fra nogle timer til en dag ad gangen.
Et meget vigtigt princip på fondsbørsen er, at der som udgangspunkt altid er åbent for handel. Det er således en meget radikal beslutning, når investeringsforeningerne suspenderer handlen med deres beviser, så deres investorer hverken kan købe eller sælge.
Hvad er den indre værdi, og hvilken betydning har den for handlen med investeringsforeningsbeviser?
Den indre værdi eller NAV (forkortelse for det engelske Net Asset Value) er investeringsforeningens officielle værdi pr. investeringsbevis. Den beregnes ved at værdiansætte den underliggende investeringsportefølje ud fra de gældende kurser og værdier på hvert enkelt værdipapir og produkt i porteføljen.
En børsnoteret dansk investeringsforening skal minimum tre gange i løbet af fondsbørsens åbningstid beregne og indberette sin indre værdi ved hjælp af aktuelle kurser og værdier. Den indre værdi har nemlig stor betydning for handlen med investeringsforeningens beviser. Det uddyber vi her.
Når en investor køber et investeringsbevis, vil investeringsforeningen ofte foretage en såkaldt emission, hvilket betyder, at de udsteder nye investeringsbeviser i foreningen modsvarende værdien af beløbet, der købes for. Investeringsforeningen bruger så beløbet til at udvide den underliggende investeringsportefølje.
Når en investor derimod sælger sine investeringsbeviser, vil investeringsforeningen ofte foretage en indløsning, hvilket betyder, at de sælger en del af den underlæggende portefølje, der svarer til det beløb, investor skal have for salget.
På den måde tilpasser investeringsforeningen løbende størrelsen og værdien af den underlæggende portefølje, så den svarer til det samlede beløb, investorerne har investeret.
Når man handler investeringsbeviser via fondsbørsen, så er der i princippet fri prisdannelse køber og sælger imellem. Det vil altså sige, at hvis én investor ønsker at sælge, og en anden ønsker at købe, så kan de to handle direkte med hinanden, uden at det resulterer i emission eller indløsning i investeringsforeningen.
For at prisfastsættelsen i markedet sker så fair som muligt, benyttes investeringsforeningens indre værdi som rettesnor.
Investeringsforeningens indre værdi har altså meget stor betydning for handlen med investeringsforeningsbeviser, da værdien er udgangspunktet for prisfastsættelsen af beviserne.
Hvad er årsagen til, at investeringsforeningerne suspenderer handlen?
Investeringsforeninger kan blive nødsaget til at suspendere handlen med deres investeringsbeviser, når de ikke har mulighed for at beregne og indberette en retvisende indre værdi.
Der kan særligt være to årsager til, at investeringsforeningen ikke kan beregne og indberette en retvisende indre værdi:
1. Markederne falder hurtigt
Når markederne på de underliggende investeringer stiger eller falder meget hurtigt, så kan investeringsforeningerne ikke nå at beregne og indberette indre værdier hurtigt nok i forhold til, hvor meget markedet flytter sig.
Derfor kan man ved store fald på markedet risikere, at investorer, der vil købe, betaler en for høj pris for beviset i forhold til dets reelle værdi, fordi prisen er bestemt ud fra en indre værdi, der ikke er retvisende.
Ligeledes vil de investorer, der sælger, få en for høj pris for deres beviser. Det vil have konsekvenser for de tilbageværende investorer, fordi investeringsforeningen vil få mindre værdi ud af at realisere de underliggende investeringer, end de har betalt til investoren.
2. Underliggende investeringer bliver illikvide
Hvis investeringsforeningens underliggende investeringsmarkeder mister likviditet, får foreningen udfordringer med at købe eller sælge de underliggende investeringer i forbindelse med emissioner og indløsninger. Især i forbindelse med indløsninger ved en investors udtrædelse af foreningen er det en udfordring, hvis investeringsforeningen ikke kan realisere de underliggende investeringer for at imødekomme udbetaling til investoren.
Hvad betyder det for dig som investor, når investeringsforeningerne suspenderer handlen?
Først og fremmest skal det pointeres, at det ikke alene er negativt, at investeringsforeningerne suspenderer handlen. De gør det kun, fordi det er nødvendigt for at beskytte dig som investor ved at sikre, at deres beviser altid handles til en fair pris. Derfor har det ikke desto mindre nogle konsekvenser for dig som investor.
Konsekvenserne afhænger først og fremmest af, om du ønsker at handle i investeringsforeningerne eller ej. Hvis du som investorer ønsker at handle i foreningerne, og det ikke er muligt, så kan det selvsagt have meget stor betydning, fordi du ikke har mulighed for at ændre i din portefølje.
Hvis du derimod ikke ønsker at handle, påvirkes du ikke direkte af suspenderingen. Hvis du allerede har beviser i en investeringsforening, der suspenderer handlen, vil du dog kunne opleve usikkerhed omkring værdien af dine investeringsforeningsbeviser, hvis foreningen er forsinket eller ikke kan levere en opgørelse af den indre værdi.
Hvis du har investereret direkte i enkelte værdipapirer i stedet for at investere i dem via en investeringsforening, så skal du stadig være opmærksom på likviditeten i hver enkelt af dem – dvs. i hvor høj grad der er en, du kan handle med – naturligvis sammen med de øvrige typer af risici. Du risikerer dog ikke på samme vis, at en tredjepart lukker for handlen og vil måske i højere grad kunne handle med en del af din portefølje.
Den store håndbog om evaluering af din kapitalforvaltning
Lær hvordan du evaluerer omkostninger og afkast, og hvordan du får mest muligt ud af møderne med dine kapitalforvaltere.
Hvad kan du gøre for at takle situationen?
Som investor gennem investeringsforeninger skal du derfor være opmærksom på, at der i markeder med voldsomme udsving er en risiko for, at din investering bliver låst fast i et kortere eller længere tidsrum.
Dette er derfor endnu en vigtig faktor, som du bør være bevidst om og tage stilling til, når du udformer strategien for dine investeringer og overvåger dine kapitalforvaltere – se mere om dette i vores nye whitepaper: “10 gode råd til bedre overvågning af din formue”.
I situationer, hvor man oplever mange voldsomme udsving på de finansielle markeder, og hvor foreningerne indimellem suspenderer handlen, kan du gøre følgende for at takle situationen:
- Holde dig orienteret via fondsbørsens og foreningernes egne hjemmesider.
- Benytte ”åbninger” til at lave eventuelle justeringer i din portefølje.
- Forhøre dig hos din forvalter om, hvordan de håndterer illikviditet i bestemte aktivklasser.
- Forhøre dig hos din forvalter om, hvordan din portefølje er påvirket af de mange suspenderinger.
Ønsker du sparring og indspark til, hvordan du kan udfordre dine forvaltere, så kontakt os og lad os aftale et møde.