Du kan næsten ikke undgå at have hørt om blockchain. Men hvad er det egentlig, og hvordan fungerer teknologien i praksis? Her kan du blive klogere på den teknologi, der er udråbt som den største innovation siden internettet.
Hvad er blockchain?
Blockchain er en form for database, hvor dataene ikke blot findes ét sted, men hos alle på blockchain-netværket. Alle der downloader programmet bidrager med computerkraft til systemet. Derfor ligger informationerne på et netværk med flere millioner computere, som kontrollerer, at dataene er korrekte. Det gør det svært for den enkelte computer at snyde.
Navnet blockchain opstod, fordi dataene bliver gemt i en kæde af blokke. Når først en blok er skabt, er det svært at ændre data og tidligere transaktioner, da hver enkelt blok er låst med en unik kode. Dataændringer vil i stedet bestå af tilføjelser i form af nye blokke, og derfor vil det altid være muligt at spore udviklingen. Hvis man prøver at afvige fra protokollen, vil man fortsætte på sin egen ”gren” og derved spilde beregningskraft og tid.
Blockchain-teknologien tillader deltagerne i netværket at godkende transaktioner uden accept fra en tredjepart. Det gør det muligt at lave transaktioner mellem to parter uden indblanding fra en mellemmand som for eksempel banker, advokater eller myndigheder.
Blockchains er kendetegnet ved at være:
- Robuste over for ændringer, da man er oppe mod et stort netværk af maskiner.
- En database, hvor man ikke kan slette data, men kun tilføje til eksisterende data eller oprette nye data.
- Data med høj troværdighed, da udviklingen kan spores flere skridt tilbage modsat normale databaser, hvor man typisk kun kan se den seneste ændring.
Selvom det er komplekst at forstå teknologien bag, behøver du ikke være ekspert for at gøre brug af blockchain – ligesom du ikke behøver at forstå komplekse banksystemer for at gøre brug af bankerne.
Hvad er forskellen på blockchain og kryptovaluta?
Flere og flere begynder at investere i bitcoins og andre kryptovaluta som en helt ny aktivklasse i jagten på at opnå et afkast.
Mange kobler kryptovaluta og blockchain sammen, og er måske ikke helt klar over forskellen på de to begreber, og de hænger da også sammen. Blockchain-teknologien blev opfundet for at understøtte kryptovalutaen Bitcoin, men teknologien har langt større anvendelsesmuligheder. Blockchain-teknologien kan f.eks. benyttes til:
- Online-identifikation
- Journaler for ejendomme
- Kontrakter
- Håndtering af musikeres rettigheder
- Digitale valgsystemer
Kryptovaluta er altså blot én anvendelsesmulighed ud af de mange forskellige, som blockchain-teknologien kan understøtte.
Hvad gør blockchain unik?
Blockchain er robust over for ændringer, og sikkerhed er et nøgleord i anvendelsesmulighederne. I flere lande arbejder man på at gøre teknologien til en del af demokratiske valg, fordi den kan skabe sikkerhed ved den stigende digitalisering af valgsystemer. I bedste fald kan blockchain for eksempel være med til at afhjælpe svindel med stemmesedler.
Blockchains sikkerhed kombineret med tillid til og sikring af data uden en mellemmand er helt sikkert faktorer, der er vigtige for den videre udbredelse af teknologien.
Blockchain kan løse eksisterende problemer
Blockchain-teknologien kan være med til at løse nogle af de problemer, der er forbundet med vores valutasystem i dag. Mistillid til tredjepart i overførsler er i den grad et helt centralt emne for tiden, hvor særligt hvidvaskning af penge har været et omdiskuteret emne i medierne. Hvidvaskning af penge, møntfalskneri og andre grunde til at have mistillid til tredjepart er nogle af de problemer, som blockchain-teknologien kan afhjælpe.
Selv de store finansielle institutioner, der i starten var meget skeptiske over for kryptovaluta, erkender i dag mulighederne i den underliggende blockchain-teknologi. Også selvom teknologien i teorien kan overflødiggøre bankernes rolle som mellemmænd i økonomiske transaktioner.
Er blockchain fremtiden?
Teknologiens mange anvendelsesmuligheder taler for, at blockchain i fremtiden vil blive endnu mere udbredt.
I 2018 annoncerede IBM og Mærsk et samarbejde om at få hele den globale shippingindustri over på blockchain. Det indebærer blandt andet, at containernes livscyklus kan følges fra start til slut ved hjælp af teknologien. Det er et godt eksempel på, hvordan store virksomheder kan bruge blockchain til at effektivisere.
Udover shippingindustrien kan finanssektoren nævnes som en sektor, hvor blockchain kan få endnu større indflydelse i fremtiden. Teknologien kan blandt andet forsimple og effektivisere handel med aktier og overførsler på tværs af landegrænser. Dog kan anvendelsen i den finansielle sektor medføre nye problemstillinger, da teknologien er svær at kontrollere. Det kan risikere at gøre blockchain uforenelig med kravene til styring og kontrol i den finansielle sektor og dermed begrænse fremtidsmulighederne.